Om Vores Vilde Natur

Vores Vilde Natur er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Frilufts- rådet og Statens Naturhistoriske Museum. Vores vision er at styrke danskernes forbindelse til den vilde natur. Det gør vi ved at øge naturkendskabet og ved at bringe naturoplevelser, forskning og lokale fællesskaber i spil i et tiårigt program.

Vi passer bedre på det, vi kender

Danmarks natur er under forandring. Nye naturnationalparker bliver til, skovene får lov til at vokse sig ældre, og flere steder får naturen mulighed for at udvikle sig på egne præmisser.

Med forandringerne følger nye muligheder for at opleve og opdage naturen. For der er meget at få øje på, når vi stopper op. Som kejserkåbens orange vinger i en solplet i skovbrynet eller det myldrende liv i et gammelt, dødt træ, der langsomt bliver til næring for den levende skov omkring os. Små opdagelser, der åbner for en større forståelse af naturens sammenhænge – og hvorfor de er værd at passe på.

For selvom naturen får mere plads, er mange af os kommet længere væk fra den. Mange af os kender ikke de hjemmehørende arter, der er en del af vores økosystem, eller de fascinerende sammenhænge, vi selv indgår i. Det er svært at passe på noget, man ikke kender. Vi vil styrke vores forbindelse til og oplevelser i naturen. Det kræver, at flere af os forstår naturen og ved, hvordan vi kan bidrage til at passe på den.

Det er ambitionen med Vores Vilde Natur. Fra 2026 til 2035 vil vi invitere flere danskere med ud i naturen og skabe nye muligheder for at opleve, udforske og engagere sig i den. For vi tror på, at nysgerrighed og fascination er begyndelsen på en tættere og mere varig forbindelse til naturen. Til gavn for både naturen og for os, der færdes i den.

Tre veje til en tættere forbindelse med naturen

Vi forener naturoplevelser, lokale fællesskaber og forskning i tre indsatser, der giver dig mulighed for at komme tættere på naturen og være med til at gøre en forskel.

Vilde Naturoplevelser – Naturstyrelsen

Kom med ud og oplev den vilde natur på nært hold. Gennem ture, arrangementer og formidling kan du opdage nye sider af naturen og blive klogere på livet omkring os. Der er oplevelser for alle aldre - og naturen har aldrig lukket.

Vilde Foreninger – Friluftsrådet

Vær med til at give naturen mere plads dér, hvor du bor. Gennem lokale foreninger og fællesskaber får du inspiration og redskaber til at gøre en forskel for biodiversiteten.

Vilde Arter – Statens Naturhistoriske Museum

Gør dine opdagelser til ny viden. Ved at undersøge og registrere naturens arter kan du bidrage til forskningen og være med til at skabe større forståelse for vores vilde natur.

Kort om Vores Vilde Natur 

Partnere: Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum

Finansiering: Projektet har fået støtte fra Nordea-fonden (30 millioner kroner) og Aage V. Jensens Naturfond 
(3.85 millioner kroner). Den resterende del af projektet finansieres af de tre partnere.

Projektperiode: 2026-2035

Vil du i kontakt med os?

Skriv til voresvildenatur@nst.dk